Gå på opdagelse i kirken

Kirken

Når vi i evangelisk-luthersk sammenhæng bruger ordet kirke, mener vi, som Grundtvig præcist skildrer det i sidste vers af salmen (der er flere end de to citerede), menigheden. Det mærkelige fællesskab, som udenfor vort herredømme bliver til i kraft af Guds ord. Den kraft, som skaber den tro og den dåb, som forener en gruppe mennesker til et fællesskab, en menighed.

Om det Guds ord, den tro og den dåb samler vi os i det hus, som vore forfædre rejste til formålet, og som vi også kalder kirke. Huset har lånt navn efter menigheden, ikke omvendt. Skulle tårnene ramle, ville kirken som troens og dåbens fællesskab dog bestå.

Men vi har brug for tegn, for vidnesbyrd, for legemlighed. Og alt det har kirkehuset været for Skads sogns mennesker gennem århundreder. Et håndgribeligt vidnesbyrd om, at ordet lyder, så troen og dåben lever og huset helliges.

Den arv værner vi om, så klokken kan kalde også denne og kommende generationer til at være “levende stene” – ikke i kraft af egne åndelige præstationer, men i “kraften af Guds ord”.

Under punktet kirken er derfor med stor selvfølgelighed samlet en gennemgang af kirkens hus, af kirkegården, hvor vi samles med dem, der gik forud for os – og af alt det, der gør netop dette hus til rammen om kirken af levende stene.

Kirken den er et gammelt hus står, om end tårnene falder
tårne fuldmange sank i grus,
klokker end kime og kalde,
kalde på gammel og på ung,
mest dog på sjælen træt og tung,
syg for den evige hvile.
Aldrig dog glemmes mer i Nord
kirken af levende stene,
dem, som i kraften af Guds ord
troen og dåben forene!
Selv bygger Ånden kirke bedst,
trænger så lidt til drot som præst,
Ordet kun helliger huset.

Grundtvig 1836. Salmebogen nr. 323 og nr. 3