Glasklokker, adelige og en ranglet spindler.

En sommertrilogi.

I præsteboligen fik vi eksotiske gæster hen over julen. Først tog en sommerfugl ophold i gæsteværelset. Roomservice sørgede for lidt frugt, men den fandt en sprække et sted og sover nu sin vintersøvn. I min glasklokke, hvorfra verden ser mindre grå, våd og kedelig ud, drikker hun the med Dronning Humlebi, de udveksler anekdoter fra sidste sæson, prøvesmager pollen og nektar, som Dronningen havde med sig ind i sin vinterstue. De sidder i varmen og lyset fra den høje pejs med hver deres sytøj og gætter på hvad sommerens modetrends bliver. Hr. Edderkop banker på døren, men Grevinde Sommerfugl og Dronning Humlebi er, når sandt skal siges, et par rivejern, og de bryder sig ikke om den ranglede spindler.

Men som sagt fik vi mere end en eksotisk gæst. Et par dage før nytår ankom en mariehøne i en klase bananer fra supermarkedet. Den tilbragte de første par dage på køkkenbordet, i en hyacint, og den blev og tog del i nytårsfesten. En af præstens favoritfilm er Practical Magic med Sandra Bullock og Nicole Kidman, og inspireret heraf drikker præsteboligens beboere Midnight Margaritas når klokken slår tolv. Som sagt deltog den lidt plumpe og grovkornede Baronesse Mariehøne og som midlertidig beboer nød hun den skønne drik, og i en velsignet stund havde hun ikke bare seks, men hele tolv polkaprikker. Nu sidder hun og plejer sit tunge hoved. Fordi hun er adelsdame hedder det ikke tømmermænd, men en trykken for tindingen. Dronning Humlebi og Grevinde Sommerfugl udveksler sigende blikke og ruller med øjnene imens de strammer munden. De lukkede kun Baronessen ind, da hun hårdt og arrigt bankede på døren, fordi hun er adelig. Så stemningen er blevet en anelse syrlig i Dronningens vinterstue. Men mon ikke der falder ro over det, når Baronesse Mariehøne falder i søvn på Christian d. 8 sofaen i rødt velour!? Nej, det gør der ikke, for hun snorker! Ak ja, vinteren kan også være lang i en glasklokke.

Medlidenhed…selv med en edderkop.

Februar blev til marts. De få storme rev fra uvante sider i loftets træværk, men overdøvede desværre ikke Baronesse Mariehønes Wagnerske snorken.

Den lystige knitren fra ilden i den høje pejs kan ikke længere nære hyggen, og de to damer er for længst løbet tør for samtaleemner. Mode og sladder kan kun holde gang i samtalen så længe. Så der sidder de to, og ligner mest af alt et par sure hønserøve, sytøjet ligger urørt i hver deres skød og de undgår tvært at få øjenkontakt. Men så lyder der et bump og et ”Århhh”. Baronesse Mariehøne trækker en ekstra torsk i land og åbner boblende sine søvntunge øjne: ”Hva´?” siger hun, og strækker sig i Christian d. 8 sofaen, der giver sig lidt under den kompakte baronesse. Grevinde Sommerfugl strækker hals, hendes øjne stirrer opmærksomt rundt under de løftede øjenbryn. Dronning Humlebi retter sig op, men forholder sig ophøjet rolig, som det passer sig for en majestæt. Men ser man ind i hendes sorte øjne, vil man se at hun er kendeligt oplivet ved udsigten til lidt spænding, om så det bare er et bump og et Århhh.

Alle tre rejser de sig og går hen til døren. De kan ikke blive enige om hvem der skal åbne døren. Dronningen mener, at hun er for fin. Grevinden mener at hun er for sart. Baronessen mener hverken at være det ene eller det andet, men hun vil ikke stå tilbage for et par fise-fornemme madammer, så hun slår de øverste to par ben over kors, og stikker næsen i sky.

Dronning Humlebis husholdning er ikke stor om vinteren. Hendes butler, Fårekylling, fungerer også som brandalarm i vintermånederne, men han kommer nu ilende, imens han børster støvet af sin jakke, for at åbne døren for de stridbare frøkener. Udenfor ligger en livløs målerlarve med sugekop”benene” vendt opad. Alle ser de usikkert på målerlarven og på hinanden. ”Er han æh.. døøeh..?” Dronning Humlebi ser på Fårekylling, der lægger to ben på den grønne larve, så trækker han på skuldrene. ”Vi må give hjertemassage!” siger Baronesse Mariehøne beslutsomt og knæler ned ved larven, men hendes korte ben, selvom der er seks, forslår som en skrædder i helvede. Hun ser op på dronningen, grevinden og butleren imens hun falder opgivende sammen. ”Hr. Edderkop!” udbryder Grevinde Sommerfugl. ”Hr. Edderkop kan hjælpe! Fårekylling, skynd dig at hente Hr. Edderkop!” Det føles som om det tager lige så lang tid som vinteren har varet, inden Fårekylling kommer gående med en nølende Hr. Edderkop efter sig. ”Hvorfor tog det så lang tid?!” udbryder Dronning Humlebi skingert og bebrejdende. Hr. Edderkop ser på dronningen med sine otte øjne. Antallet af øjne gør det næsten umuligt for Hr. Edderkop at skjule sin foragt for de selvgode adelsfrøkener. Han har ikke glemt hvordan de nægtede at høre hans bank på døren under vinterens ensomhed. Men da han respekterer både monarki og adel, er han høflig nok til ikke at sige noget. Han ser gange otte medlidende på målerlarven og skrider til handling. Med to ben i gulvet på hver side af larven, og med seks ben placeret på larvens lange bryst giver han effektivt hjertemassage… (Med tanke på araknofobi og insekters virkelige anatomi, kan glasklokke-indehaveren ikke i sin vildeste fantasi komme omkring mund-til-mund)…og langsomt kommer målerlarven til sig selv. Dronningen, grevinden, baronessen og Fårekylling giver alle Hr. Edderkop hånd og lykønsker ham fordi han har reddet målerlarven. De får larven ind i Grevinde Sommerfugls stol ved den høje pejs. ”Han ser nu lidt grøn ud i betrækket.” siger Baronesse Mariehøne. ”Det skal han gøre!” siger Grevinde Sommerfugl fortrydeligt. ”Faktisk ser han ikke grøn nok ud.” siger Fårekylling gammelklogt. Men som han sidder der ved den knitrende ild får Målerlarve efterhånden den rigtige grønne farve tilbage.

Sommerplaner, boligkomplekser og venskaber.

Vinteren og det tidlige forår havde været så forfærdelig vådt. Da kalenderen viste maj, var det som om vejrliget ombestemte sig, og solskin og lidt lunere vinde, vækkede en følelse af glemt forårskådhed hos de to-, fire-, seks- og otte-benede. Målerlarve havde siddet i Grevinde Sommerfugls stol, og fortalt om hvordan han havde fået vinteren til at gå med at tælle skridt. Dårligt forberedt på vinteren, havde han ikke taget højde for sit usædvanligt høje aktivitetsniveau, hvorfor han havde fået et ildebefindende. ”Hvor var det heldigt, at det skete udenfor Deres Majestæts dør!” sagde han, imens han så skævt hen på Dronning Humlebi, han vidste ikke om det var imod hofetikette, at se direkte på en majestæt. Desuden var han flov. Ikke over sit ildebefindende eller at han ikke havde forberedt sig ordentligt på vinteren, ej heller at det var pga. en lidenskabelig interesse for opmåling af alting. Det var kun sundt at have en hobby, måske med undtagelse af dem man fik et ildebefindende af, men alligevel…Nej, han var flov over sig selv i lyset af det hovne og skamfulde blik, Grevinde Sommerfugl så på ham med. Hun holdt sig hele tiden på afstand af ham, henvendte sig aldrig direkte til ham, og kom med små giftige hentydninger, umiddelbart sagt til Baronessen eller Dronningen, men tydeligvis møntet på ham. Det var en stor lettelse, da det våde forår trods alt var til for insekter at bevæge sig ud i. Dronning Humlebi følte tydeligvis et vist ceremonielt ansvar for afskeden. Hun inviterede Grevinden og Baronessen, Hr. Edderkop og Målerlave til et glas mousserende nektar, Fårekylling bar elegant sølvbakken med champagnefløjterne rundt til gæsterne. Dronning Humlebi spurgte sine gæster hvordan de skulle tilbringe sommeren. Grevinde Sommerfugl lo koket og hentydede til forskellige invitationer hun havde fået, og som hun ikke helt havde besluttet sig for, hvilken eller hvilke hun ville sige ja-tak til. Men hun ville afgjort få en dejlig sommer fyldt med baller og selskaber. Hun rømmede sig irriteret og så væk, da Målerlarve sagde, at han hellere måtte se at få de vinger, og han havde udset sig et egetræ i præstens have, som han ville forpuppe sig i. Baronesse Mariehøne vendte for gud-ved hvilken gang tilbage til sin nytårsfest med præsteboligens beboere. Dronningen og Grevinden så på hinanden og rullede med øjnene, der var stadig en sammensvoren rest tilbage imellem dem, men da Baronessen fortsatte, blev de alligevel nysgerrige. ”Ser I, beboernes julegaver stod stadig fremme nytårsaften, og blandt præstens mands gaver stod der en vidunderlig anordning, hylder fyldt op med hø og kogler, bark og hule grene og alverdens boliginteriør. Det var et boligkompleks for os seksbenede, og jeg lod mig skrive op til en treværelses. Eftersom jeg er først i køen er jeg garanteret en bolig, og jeg har netop i dag set, at boligkomplekset hænger indflytningsklar i haven lige udenfor.” ”Boligkompleks.” Dronning Humlebi smagte på ordet. ”Ja, jeg skal da være den første til at sætte pris på et godt fyldt bo, med familien og tjenende ånder omkring mig, men er det ikke lige jævnt nok at stuve sig sammen med biller og ørentvister i en etageejendom?” Hende sorte øjne strålede af afsky. ”Årh, jeg ved nu ikke..” replicerede Baronessen, ”…jeg befinder mig bedst på det jævne, med jævne biller og ørentvister, de forstår i det mindste af have det sjovt og give plads. Her på det jævne kan vi både nyde at drikke os en lille skid på og snorke højt, uden at nogen snerper sammen bag ryggen på os.” Baronesse Mariehøne løftede sit glas til hilsen og drak mådeholdent, hendes blik var fuld af undertrykt fornøjelse. ”Godt brøl´t, løve!” tænkte Hr. Edderkop, og Baronessens øjne mødte hans og hun spurgte:” Var det ikke noget for Dem, Hr. Edderkop? At bo dør om dør med biller og ørentvister og ydmyge lille mig?” Der var antydning af smil i Hr. Edderkops stemme da han svarede: ”Naaj, vi spindlere er eneboere, vi befinder os bedst i eget selskab. Jeg vil dog godt indrømme, at da jeg bankede på døren til Dronningens vinterstue, var ensomheden blevet lige tung nok.” Han så med slet skjult bebrejdelse på Dronningen og Grevinden, han gav pokker i hofetikette. ”Men nu hvor vi skal ud i foråret og sommeren er et boligkompleks nok lige trangt nok for en spindler. Jeg vil nok også bare skræmme naboerne. Med rette.” Han smilede undseelig og Baronesse Mariehøne blinkede knibsk sin brøler af vejen og tømte sit glas. Dronningen ville gerne forlade dette, efterhånden pinlige emne, og henvendte sig til Fårekylling, som kort og korrekt redegjorde for engene omkring byen, deres fortræffeligheder som udgjordes af deres plads til at hoppe og spise. Imens han talte nærmede Grevinde Sommerfugl sig ubemærket Baronesse Mariehøne. ”Hm..øhm..Baronesse..hrm..Tror De at der kunne være en lejlighed til mig i det boligkompleks?” Baronessen så på hende:” Skulle De ikke til baller og selskaber?” spurgte hun med påtaget ligegyldighed. ”Joeh…men De får det til at lyde så vidunderligt…med biller og eh..ørentv..hm.” ”Ja, jeg kan da spørge i boligforeningen” sagde Baronessen overfladisk. ”Æh..sandt at sige så,..” sagde Grevinde Sommerfugl prøvende. ”Sandt at sige så har De ikke fået en eneste invitation, og mangler et sted at bo og selskab at fordrive ensomheden med.” Sluttede Baronessen for Grevinden. ”Og sandt at sige har De behandlet Deres fætter Målerlarve rigtig tarveligt siden han dumpede ned i vores midte. Det kan godt være han er en gråbrun natsværmer, og ikke en spraglet påfugleøje, men helt ærlig…!” Baronessen greb et nyt glas fra sølvbakken, hun var udadtil en kampberedt tank, men det her slog alligevel luften ud af hende, Grevinden var jo ikke hvem som helst. Men i stedet for et modangreb hviskede Grevinde Sommerfugl bare: ”Jeg ved det godt. De har fuldstændig ret. Jeg kan heller ikke altid li´ mig særlig godt.”

Det blev en dejlig sommer. Alle drog de ud i den, til deres forskellige opgaver og destinationer. Grevinde Sommerfugl og Baronesse Mariehøne tilbragte det meste af sommeren på boligkompleksets tagterrassen, under store solhatte drak de pollenlemonade with a twist, og Baronessen lovede til den tid, at tage Grevinden med til nytårsfest i præsteboligen, så hun kunne smage de vidunderlige Midnight Magaritas. Indimellem fik de besøg af Grevindens fætter Målerlarve, som var blevet en stovt natsværmer med dybe smilehuller. Alle nød de det gode naboskab i boligkomplekset, og ingen nænnede at fortælle Grevinde Sommerfugl, at hun snorker som en sømand. Og indimellem, når ingen så det, fik Baronessen øjenkontakt med Hr. Edderkop, der havde slået sit spind op i læ af en mur, de nikkede indforstået til hinanden og smilede hver især hen for sig.